De skjulte koaner

Mange af jer kender til koaner – en del af jer er endog i gang med koan studiet – og nogle få er nået ret langt ind i ’pensum’.

Men ingen af jer er sikkert klar over, at der findes ’skjulte’ koaner. Der er – så vidt jeg ved – intet skrevet eller fortalt om disse, selv om det faktisk er den oprindelige form for koaner. Dette er koaner vi ikke genkender som sådanne. De er zen mesterens afprøvninger af vores ’niveau’ - om vores indsigt rent faktisk er integreret i vores liv og væsen.

Koan træning er en meget formel form for konfrontation mellem lærer og elev i det såkaldte dokusan-rum, det rum hvor dokusan foregår. Fra vores gamle hjemmeside: ”Dokusan eller sanzen er et privat "interview" mellem en Zen elev og hans mester. Det er et vigtigt element i Zen træning, som giver mesteren mulighed for at vejlede eleven personligt og giver eleven mulighed for at demonstrere sin forståelse. Arbejdet i dokusan-rummet, om det er med en formaliseret koan eller med andet, som aftales med mesteren, aktiverer din zazen - dokusan og zazen er to af hjørnestenene i den aktive udvikling af din praksis.”

De ’skjulte’ koaner bliver givet udenfor dokusanrummet i vores daglige færden, almindelige aktiviteter. Det er for det meste tilsyneladende ’uskyldige’ spørgsmål, der har noget med situationen at gøre. I spørgsmålet ligger der – ligesom i mange ’regulære’ koaner – en fælde. En fælde der forsøger at fange os ind i vores forestillingsverden, vores koncepter. Vi får intet at vide om, hvordan vi ’begik os’, hvordan vi klarede koanen, udover et let trist udtryk i vores lærers ansigt, når vi fejler.

Da jeg levede og trænede i Dai Bosatsu klosteret, var jeg i en periode tenzo, ’køkkenchef’. En dag kom Eido Roshi, min mester, ind i køkkenet og spurgte: ”Hvad laver du?” ”Koger kartofler” sagde jeg. ”Hvornår er de færdige?” spurgte min lærer. ”Om et kvartér” svarede jeg. Roshi gik ud af køkkenet med et trist udtryk i ansigtet. Dette var min første bevidste opdagelse af disse skjulte koaner, og det ændrede min praksis en hel del. Der er ikke et øjeblik, hvor vi ikke praktiserer, hvor vi ikke er tilstede.